GREENKAYAK

Green kayak - miljøkajakken hos Kayak Republic
Gratis mod at du samler affald - ikke grupper
Tidspunkt: Valgfrit inden for vores åbningstid
Varighed: 2 timer

GreenKayak – miljøkajakken i København

Kayak Republic er en del af Foreningen GreenKayaks netværk. Du kan låne gratis en GreenKayak i op til to timer hvis du samtidig forpligter dig til at indsamle affald på din tur gennem havneløbet eller kanalerne. NB Da dette initiativ indgår som en del af vores udlejningsforretning, kan der som følge af kundepres opstå ventetid på at komme på vandet. Vi beder om din forståelse og tålmodighed. Dette er ikke for grupper og vi har kun 2 Greeenkayak’s tilgængeligt hos Kayak Republic.

På din tur i havnen skal du samle skrald og bringe det retur til Kayak Republic. Har du ikke samlet affald på turen og ikke overholdt de beskrevne krav for brug af en GreenKayak, betragter vi turen som almindelig udlejning. Du vil da blive opkrævet det der svarer til to timers alm. kajakleje.

På turen er det vigtigt at du tager fotos af dig selv og det affald du samler. Fotosne skal deles på Instagram og Facebook med #GreenKayak. Har du særlige gode fotos må du meget gerne sende dem til os på Info@greenkayak.org

Kajakken fremstår anderledes end andre kajakker der kan udlejes, for at gøre opmærksom på GreenKayak’s budskab og inspirere andre til at sikre en renere havn. Ved at låne af en GreenKayak har man således mulighed for at nyde en tur i Københavns Havn i kajak og samtidigt støtte et godt formål. Kayak Republic vil løbende kontrollere det indsamlet affald for at blive klogere på affaldstyper og mængder samt dele erfaringer med andre interesserede.

GreenKayak er en forening og hos Kayak Republic blev den første GreenKayak søsat. GreenKayak i København er støttet af Kulturhavn365 og har til formål at skabe et renere havnemiljø. Med dette initiativ ønsker vi at sætte større fokus på Københavns Havns miljøudfordringer og opmuntre havnens brugere til at udvise større ansvarlighed for det affald de producerer. Gennem samarbejde og oplysning vil GreenKayak skabe en platform og være initiativtager til miljømæssige forbedringer i Københavns Havn.

Desværre oplever vi som kajakroere og brugere af havnen, at mængden af affald er problematisk, særligt hvad angår plastemballager, bæreposer og byggeaffald. Affaldet er skæmmende for helhedsindtrykket af havnen både til lands og vands. Plastikaffaldet i særdeleshed skader ikke kun havnemiljøet lokalt, men opløses og føres med havstrømme ud i de omkringliggende farvande hvor dyrelivet forveksler det med føde. Plasten bliver således en uheldig del af fødekæden og til fare for menneskers sundhed og naturens mangfoldighed.

Københavns Havn har siden 1990erne gennemgået en forvandling fra at være en havn med udpræget industri og skibsfart til i dag at være et sted for rekreation og beboelse. Vandkvaliteten er blevet væsentlig forbedret de seneste par år og havnen bliver flittigt brugt til badning, bådture og som udflugtsmål. Ligeledes er hovedparten af Københavns nybyggeri tæt beliggende ved havneområderne. På international plan bliver Københavns Havn fremhævet som et stærkt brand for byen som helhed og har inspireret andre byer til at skabe nye byrum og aktiviteter omkring havneområder.

Link til GreenKayaks hjemmeside:

http://www.greenkayak.org/

Link til GreenKayaks facebook:
https://www.facebook.com/GreenKayakCPH/

Link til GreenKayaks instagram:
https://www.instagram.com/greenkayak.ngo/